Klima
- nyt syn på klimaforandringerne
DANMARK FØRST anerkender, at klimaforandringer er en realitet. Dog mener vi, at det er essentielt at forstå, at de nuværende klimaforandringer, som vi oplever, ikke nødvendigvis er et resultat af menneskelig aktivitet, men også en naturlig del af jordens klimaudvikling.
Klimaforskere har dokumenteret, at jorden har gennemgået en række istider og mellemistider gennem millioner af år. Vi står i øjeblikket i en periode, der kan betragtes som en forårsperiode i en igangværende istid, hvilket naturligvis får isen til at smelte. Dette er et naturligt cyklisk fænomen, der har været en del af vores planets historie længe før mennesket kom til.
Vi kæmper en umulig kamp imod Moder Natur, som aldrig kan vindes. Alligevel ser vi på nutidens politiske scene, at beslutningstagere — ikke kun i Danmark, men også i den vestlige verden — ofte omtaler klimaforandringerne som menneskeskabte. De bruger disse klimaforandringer, som en undskyldning for at indføre CO2-afgifter, til trods for, at begrebet CO2, blot er få hundrede år gammel. CO2-afgifter rammer blandt andet vores landmænd og vognmænd hårdt. Disse tiltag kan få alvorlige konsekvenser for vores erhvervsliv, landbrug og infrastruktur.
DANMARK FØRST mener, at i stedet for at straffe de sektorer, der er afgørende for Danmarks økonomi, bør vi investere i forskning og innovation, der kan hjælpe os med at tilpasse os de naturlige klimaforandringer, vi står over for. Lad os fokusere på løsninger, der giver mening, snarere end at pålægge yderligere afgifter på vores erhvervsliv.
Vores mål er at finde en balanceret tilgang til klimaforandringer — en tilgang, der anerkender naturens cyklus og vores rolle i den, uden at pålægge unødvendige skatter og reguleringer, der kun belaster de samfundslag, der allerede er hårdt ramt. Vi opfordrer til åben dialog og gennemsigtig forskning, så vi kan navigere i denne komplekse problematik ansvarligt.
